Quantcast
Channel: iceage – Passive/Aggressive
Viewing all 21 articles
Browse latest View live

Introducing #3: Girlseeker

0
0

København, det første katalognummer på Insula Records, der også er en ganske udmærket pladeforretning i Blågårdsgade. Girlseeker har udgivet 7’eren “Love Fuel” (b-side “Rearwindow Mirrorshades”), hvilket man sagtens kunne gå glip af, hvis man ikke lige fattede (undertegnede inklusiv), at det er et ret fedt nummer.

Det er en caribisk drøm med mørke lyd fra Warsaw/Manchester, men skønt psykedelisk, unøjatigheder improviseret af Jonas Frederiksen, Alexander Olsen (Sexdrome) og Simon Formann. Det er som et blomstrende slagsmål mellem skønheden/balancen og grimheden/kaos med sin rene linier og den overstyrede lyd.

Er det dig, der er døv, eller er A-siden meget Ariel Pink-esque?

Tip. Hvis du ikke er færdig med Sexdrome og iceage endnu, så check Elias’ og Antons blackmetalprojekt Marching Church, “At Night“, som er udgivet på bånd hos Posh Isolation. Det er virkeligt grumt og understreger en anden relevant pointe ligesom Girl Seeker og Ariel Pink, at musik også udtrykkes som lydens kamp med udstyrets grænser.

Tip. WAR “More Days”, er også Sexdrome-iceage samarbejde, som er udgivet på bånd hos Posh Isolation.


P O S H I S O L A T I O N

0
0

posh isolation er et pladeselskab (etb. 2009 af Christian Stadsgaard og Loke Rahbek) af kassettebånd, vinyl og tekst/zines/artwork i små oplag og kammerater, som forstår at skæreeee sin egen æstetik et sted mellem experimental og drone og elektronisk og blackmetal og psykedelika (forvrængning på forvrængning), og som kræver noget af lytter, musiker og sig selv. Det man kan med rimelighed kan kalde en treenighed (lytter, musiker, label), når det er små oplag.

Analogue formats have their strength in their demanding and impractical nature. The above mentioned genres all have one thing in common; they only make sense if the listener is aware. To understand and appreciate this kind of music the listener has to play along to an extent in order to get the full experience. (kilde)

P/i har komponeret dette mixtape til p/a med egne kunstnere, sideprojekter og lignende med WAR, marching church, LR, Lust For Youth, osv osv. med flere. Det er i virkeligheden nemmere at tage et lyt på de 11 numre, og så finde ud af, hvad du bedst kan lide, end at sige en masse om de enkelte kunstnere. Jeg skulle hilse fra Loke, der lakonisk forklarer: “nogle kunstnere bliver nok svære at finde noget på, men det er måske meningen…”

Posh isolations musik kan blandt andet findes på deres eget website eller på denne blog, hvor man i øvrigt kan downloade meget materiale gratis, da mange af deres udgivelser er udsolgte. Desuden kan man besøge posh isolation i blågårdsgade (læs lidt mere) engang imellem. Her er 51 minutter varieret udvalg, mixtape kompileret af Loke:

Hvis du vil høre mere, så præsenterer posh isolation bands på mayhem i Nordvest, fx.
12. okt. – KNTN & Posh Isolation & Europa præsenterer: Lust for Youth, Blodvite, Damien Dubrovnik, Forza Albino (og dagen efter i Århus via Raum Eins). Ses!

Ensomhedsstep

0
0

Inden for ensomhedsstep er danske bbgmusic ét af årets mest dedikerede, hjemmelavede bud med både covernumre og hiphop-inficeret hjemmerul. Teksterne er i særklasse, sarkastisk intertekstualitet mærket med “cocaine”, “cola”, “Medina” og “pain”, og der kommer stadig nye sange på bbgmusic’s Soundcloud. bbgmusic larmede mest med covernummeret Hakket og Skruet (Chopped & Screwed) og er i virkeligheden et sideprojekt til andre meget seriøse projekter.

Én af de gamle favoritter er “Vand”.

ÅRSLISTE

0
0

Årets Bruce Springsteen jam band: The War On Drugs – Slave Ambient

Årets Bon Iver-album: Josh T. Pearson – Last Of The Country Gentlemen

Årets dullstep album: Youth Lagoon – Year Of Hibernation

Årets flødebolle: Destroyer – Kaputt

Årets fladeste coverband: Peter Hook & The Light performing Joy Division “Unknown Pleasures”

Årets idiosynkratiske musikdokumentar: Beats, Rhymes & Life – The Travels of A Tribe Called Quest

Årets oversete album: Julian Lynch – Terra

Årets hensynsløse ådselsæder: Thee Oh Sees – Carrion Crawler/The Dream

Årets pastiche album: Dirty Beaches – Badlands

Årets afrikanske loopstation: tUnE-yArDs – Who-Kill

Årets svenske overraskelse: S K R I E T  – Det Beslutande Organet

Årets space out album: Shabazz Palaces – Black Up

Årets trancendental album: The Men – Leave Home

Årets økologiske album: Liturgy – Aesthetica

Årets mixtape: Nguzunguzu – The Perfect Lullaby (DIS magazine)

Årets Rocazino-melodi-grandprix-punk-overraskelse i kortformat: Dig & Mig – Skyggerne EP

Årets vigtigste danske album siden Supertanker: iceage – The New Brigade

Årets vigtigste udenlandske album: Oneohtrix Point Never – Replica

The Men (Sacred Bones) + iceage + Lower

0
0

Fucking brutalt, overstyret, hardcore, psykedelisk, wall of smadder. The Men kommer til København, en Brooklyn trio/kvartet, som har udgivet tre album via Sacred Bones, forestil dig, at målet er at komme om på den anden side af det forrykte, og at der eksisterer en ro, mens verden er ved at eksploderer omkring dig. Indimellem er der nemlig buldrende mellemstykker, så er der melodier, og så er der fuld smadder igen. Det er sådan en alsidighed, som indierocken og grungen i slut-80’erne-90’erne også besad, men som nok ikke er så præsente i kontemporær uafhængig rock. Teksterne aner jeg ikke, hvad handler om. Sikkert space, drugs og at tage afsted hjemmefra. The Men – Leave Home er nok et af de mest oversete hårde album i 2011. Jf. har lige tilføjet det til årslisten.

25. januar, kb18, the perfect prescription: The Men + iceage + Lower (RSVP) > jeg tror, at iceage og The Men har spillet sammen før under iceages USA-tour. Radiolivesession:

Photos: The Men + iceage + Lower

0
0

The Men + iceage + Lower, 25. januar, KB18/København,
Foto: Lasse Dearman (www.lassedearman.dk)

“The historical fact is that cinema was constituted as such by becoming narrative, by presenting a story, and by rejecting its other possible directions. The approximation which follows is that, from that point, the sequences of images and even each image, a single shot, are assimilated to propositions or rather oral utterances…” (Deleuze)

Dette er en del af Favorite People, hvor gæsteskribenter har ordet. Dette er første gang, p/a bringer en fotoserie. Hvorfor er fotos vigtige i musik? a. Udbredelsen af musik via covers/medier, b. Hukommelsen, tænk på hvor stor en del af det at lytte til musik har at gøre med kunne genkende melodier og mønstre, tænk på hvor meget billedligt musik kan opfattes, og hvor meget man husker koncerter af de billeder, man efterfølgende husker – og hvordan fotos former vores erindring om en god koncert. (Og du behøver ikke bladre dig gennem 20 sider for at se 20 billeder)

Introducing: War

0
0

Den danske duo War udgiver i dag 7’eren “At War For Youth” med tre numre på det amerikanske label Sacred Bones (også The Men, Zola Jesus, pop. 1280, Moon Duo). Dét bemærkelsesværdige ved det her Mayhem/Østerbro/Blågårdsgade-slæng, som, de her bands udspringer af, er, at de ved enhver lejlighed formår at fremhæve og tage hinandens projekter med live, at holde det smadret og autentisk, at undersøge nye ting og lave nye bands på kryds og tværs, at lave et uformelt fællesskab, hvor økonomi er underordnet og hvor æstetikken (måske usagt) udspringer et eller andet sted af at have hørt en masse plader sammen.

Der er en masse paralleller og sammenhænge mellem det her clusterfuck af bands. Den latente smadrede lyd og poetiske retfærdighed i ordvalget. Fra iceages fokus på broderskabet og til Wars fokus på brodermordet. Youth, lust, church, brothers. Hør Posh Isolations mixtape til bloggen.

Sacred Bones is thrilled to present three new songs from an ongoing collaboration between two of Copenhagen’s most active musicians in its burgeoning punk scene. Loke Rahbek co-runs the Danish label Posh Isolation, sings for the band Sexdrome, and records with Skurv and Damien Dubrovnik while also performing under the solo moniker of LR. Elias Bender Rønnenfelt sings and plays guitar in Iceage and is a member of Marching Church and Pagan Youth. Between the two of them a rich lineage of musical history and influences can be traced, but within the context of SB releases, War is a band who falls somewhere between Daily Void and Trust. Recorded in a basement on four-track cassette in the summer of 2011, using analog synth, pedals, drums and guitar, both members sing and play a bit of everything. It is a compelling and utterly unique new genre, pulling elements as abstract as lo-fi post-apocalyptic punk dirge and early Chicago house music.

Bonusinfo: Coveret på Brodermordet minder om Beholder.

War – Brodermordet

Introducing: Girlseeker til Roskilde Festival 2012

0
0

Roskilde Festival og Passive/Aggressive kan her til aften bekræfte, at næsten-dobbelt-album-aktuelle Girlseeker skal spille på Pavillion Jr. under sommerens festival.

Girlseeker er en trio, der består af Alexander Fnug-Olsen, Jonas Frederiksen og Simon Formann. De er også vævet ind i en række andre musikprojekter i København. Girlseeker skal ikke ses i lyset af et tight rockorkester, men er et udtryksfuldt og riffsbaseret band med udsvævende synthesizer møder overflod af elektriske guitarsoloer. Deres lyrik har sin helt egen skæve b-films-logik, og i virkeligheden siger deres hollandske udgivers biografi ret meget om bandet: Girlseeker was born through **** the indie punk scene. They sound like the retarded cousin of Ariel Pink or as Joy Division on an afterparty on poppers at 2 pm. Your ultimate discovery for 2011!

Sidste års Girlseeker-bånd “1-800-GREED” (måske årets pladetitel) bliver genudgivet på vinyl i ti lande i denne måned på følgende selskaber: Big Love (Tokyo), Release The Bats (Gothenburg), Denim Hologram (Amsterdam), Silver Ghosts (Den Haag), Kraak (Gent), New Images (NYC), Music City (Bruxelles), Underwater Peoples (USA), 4:2:2v2 (Copenhagen) og ikke mindst Insula Music (Copenhagen). Men det er kun optakten til deres egentligt 2012-album, som udkommer Escho til efteråret. Fra det album præsenterer vi her blogpremiere på “Silently Imploding”.

Girlseeker – Silently Imploding


Happy Hookers For Jesus – afsporet grungy garagepunk

0
0

Det er en fryd af lægge øre til strømmen af talentfulde, indestængte og ambitiøse unge, danske punkbands. Seneste yderst potente skud på stammen er Happy Hookers For Jesus (lol), der har medlemmer fra et andet P/A-favoritband, Urban Achievers (billedet, og som du skal huske at fange til vores kuraterede trippelkoncert sammen med Lower og Syringe efter CPH:DOX’s Jay Reatard-filmvisning den 30. august og i Århus dagen efter). Hvor UA er fuld-on-smadder, er Happy Hookers For Jesus deres mere’ intellektuelle’ outlet. Første sang fra deres hænder, ’Life in Despair’, byder på Nirvana-grunget basgang og loud/quiet dikotomi, et vers med samme skæve monotoni, som vi elskede hos Women (R.I.P.) og en instrumentering og aggressivitet ikke helt ulig iceage. Rimelig killah-combo.

Bonusinfo: Happy Hookers for Jesus giver debutkoncert på fredag med Tumor Warlord, Emenkaya og First Flush. RSVP!

Marching Church – dommedag og stilskift i horisonten

0
0

Der er overraskelser at hente her. Introen til Marching Churchs “Throughout The Borders” er noget andet i forhold til det gamle støjende materiale fra trioen, som indtil videre er “At Night”-båndet og “Grå Fraktion”-kompilationen (begge fra 2010) – og i forhold til iceage, som forsanger Elias kommer fra. Vi er tættere på den industrielle folk, hvor et par pejlemærker kunne være Current 93, Death In June eller nyere Cult For Youth. I en mail bliver der varslet fire meget forskellige stykker musik på den kommende Marching Church-udgivelse.

This does not sound like Iceage and it does not sound like Vår, it sounds like what it is. 4 new tracks from Marching Church, blood drenched music, carved from the chest of the young craftsman. (via posh isolation)

Info: Marching Church 7″ udkommer i løbet af oktober måned og kan købes i Blågårdsgade hos posh isolation og Insula. 500 copies. Foto: Lasse Dearman.

Dokumentation af den danske musik

0
0
poshisolation

Posh Isolation, Mayhem og Hovedbiblioteket præsenterer ni kunstnere på to dage som “D O K U M E N T”, en dokumentation af en bestemt yngre gren af Københavns musikscene, som har sat dagsordenen inden for noise og punk. Koncerterne optages og tilføjes andre uudgivne numre, som udkommer som en dobbelt-lp til efteråret. Dermed samles trådene dels fra “Pære Punk” (1979) og posh isolations egne compilations som “Grå Fraktion” (2010), “Anything’s Better” (2010) og “Port Out, Starboard Home” (2012).

På aftenerne udgives det seneste batch af posh isolation-bånd.

Kunstnerne er Iceage, Lower, Lust for Youth, Forza Albino, Zero Figure, Hand of Dust, Age Coin, Damien Dubrovnik og Puce Mary. Vi har skrevet om de fleste, men læg særligt mærke til Puce Mary, alias Frederikke Hoffmeier, som har udgivet tre bånd og lp’en “The Closed Room” med LR. “Sensual lofi post industrial. Aggressive hypnotic loops and buzzing yet atmospheric synthworks. Strong tape documenting the project’s recent activity.” Puce Mary tager i næste uge på tre ugers supportturné for Iceage i Europa.

dokumentflyer

Info: Lower, Lust for Youth, Zero Figure, Forza Albino på Mayhem den 22. februar (RSVP) / Iceage, Damien Dubrovnik, Hand of Dust, Puce Mary, Age Coin på Københavns Hovedbibliotek den 23. februar (RSVP).

Vår – Brødrene Løvehjerte og eurodance

0
0
vaar2

Først var de to og hed War. Siden har Elias Bender Rønnenfeldt (Iceage, Marching Church) og Loke Rahbek (Sexdrome, Lust For Youth, Posh Isolation) skiftet til det mere norrønt klingende Vår og udvidet projektet med Lower-bassisten Kristian Emdahl og Lukas Højlund. Sammen udsender de i dag debutalbummet ’No One Dances Quite Like My Brothers’, skrevet og indspillet af Elias og Loke på blot to uger sidste sommer i Bushwick, New York i baglokalet til pladebutikken Heaven Street, der også fungerer som ejeren Sean Ragons (Cult of Youth) interimistiske studie. Som titlen afslører, er broderskab og -kærlighed fortsat et tema (dog ikke med samme fatale slagside som på genistregen ’Brodermordet’, der dog ikke er inkluderet), og ifølge et interview til Interview Magazine har ’Brødrene Løvehjerte’ været en central, fælles reference. Men albummet viser faktisk (også) Vår som et ret alsidigt foretagende rent musikalsk.

Den rungende blanding af industriel susen, dårlige mikrofoner og aflagte, plastiske eurodance-beats er til stede, ikke mindst på singleforløberen ’The World Fell’, men den udvidede besætning viser andre steder deres styrke, når bas, guitar og klaver for eksempel på ’Hair Like Feathers’ trækker stemningen i en lidt mere organist, men ikke mindre dyster retning. Eller når der næsten går rock-singalong i den på den catchy ’Into Distance’, hvor et par blæsere også bidrager til løjerne. Sagt på en anden måde: ’No One Dances Quite Like My Brothers’ er et flerhovedet monster fremavlet i grænselandet mellem prætentiøs synthpop, discount-dance, murrende droner og dystopiske soundscapes. Og apropos eurodance, så har Loke denne interessante betragtning om hvilken betydning, denne ildesete genre spiller i Vårs lydunivers:

“We grew up in the ’90s, meaning that the first time I ever kissed anybody it wasn’t to a Joy Division song or something. It was to Euro dance music. For me, the sound of cheap electronic dance music is very much the sound of being young. Music and tools from this cheap dance music makes sense to me.”
(Interview Magazine)

 ‘No One Dances Quite Like My Brothers’ er ude nu via Sacred Bones.

Den frie forms frirum på Roskilde Festival 2013

0
0

KeijiHaino
(Keiji Haino. Foto: Rusted Shadows)

Af Rasmus Junge

Søndag kl. 01.00:
Det her skulle have været en optakt, men nu er det søndag nat, og Roskilde Festival er allerede i gang, så det er strengt taget for sent. Så kunne man ellers have skrevet om, at programmet er tyndt i toppen, men at det altid vinder i bredden. At genre-fetichister altid savner mere fokus på netop deres hjørne af musikkortet, at der er al for meget fest på campingområdet, at folk ikke gider bidrager til fællesskabet, kun feste, at Roskilde afspejler en moderne decentraliseret musikkultur. Og så videre.

Men de diskussioner må andre tage, for et andet spørgsmål presser sig på: Hvordan har den frie form det på Roskilde Festival 2013? Hvilke punkter i spilleplanen tilbyder på papiret de bedste muligheder for den transcenderende koncertoplevelse, fra sønderflænsende lydkiropraktik og hypnotisk maskinmusik til spirituelle åndehuller og mellemfolkelig musikudveksling? Her er et bud på potentielle frirum i Roskildes monstrøse spilleplan, ofte væk fra alfarvej, fuldstændig subjektiv og uden genreinddeling, festlige kategorier eller anden form for rød tråd. Altså ud over den frie form – genremæssigt, kompositorisk, tekstligt, tematisk, geografisk, kønspolitisk og hvad har vi. Og på forhånd undskyld til de bands, der allerede har spillet i løbet af søndagen og derfor ikke er med i puljen.

draape

Mandag
Norske Dråpe (billedet) spiller shoegaze af den mere poppede, men ikke desto mindre opløftende slags, med højt til loftet, svulmende og bristefærdige kompositioner med indbyggede forløsningsbrus. De ankommer til Roskilde med debuten ’Canicular Days’ i rygsækken, og om de også er en berusende live-oplevelse, kan man finde ud af mandag kl. 19 på Pavilion Junior. Er man mere til katarsisudfrielse, byder danske Ajuna, der udgiver via det glimrende label Neh-Owh Records, sig til med en indvoldsblævrende fusion af doom og black metal, der også rummer mere melodiøse og postrockede passager. Det går ned kl. 20.30, også på Pavilion Junior.

solbrud

Tirsdag
Blød start på tirsdagen kl. 14.30 på Pavilion Junior med danske Traveling Tribes’ hallucinerende miks af ’hvid’ folk og messende ’verdensmusikalske’ inspirationer (må man gerne referere til stammedans og trancedans, eller er man så en led kolonialist?). Albummet ’Everything Seems to Change’ udkom i januar og er mikset af Pinkunoizus (som i øvrigt spiller søndag kl. 19 på Pavilion) Andreas Pallisgaard, et band med samme hang til åbne, arabesk-agtige kompositioner. Sangerinde og cellist Lil Lacy er i øvrigt også en del af Valby Vokalgruppe. På samme scene kl. 22 blænder danske Solbrud (billedet) op for deres tusmørkesnigende black metal, kendetegnet ved sangenes lange smidige forløb, der veksler mellem tyste skovsø-åndehuller inden stormen og sanger Ole Luks flænsende vokal sætter ind. Storladent er kun et fattigt ord.

lower

Onsdag
Onsdag spiller en gammel favorit her på bloggen, danske Lower (billedet), op til øretæver på Pavilion Junior kl. 16. Har du ikke oplevet dem live endnu, har du en stram, intens og postpunket oplevelse i vente. Nuff said. I en helt anden blodgade er ligeledes danske Patrick Alexander Bech-Madsen alias Sekuoai, der trods sin unge alder er signet på berliner-pladeselskabet Moon Circle med sine opfindsomme, let abstrakte og delvist sample-baserede kompositioner i grænselandet mellem electronica, house og dubstep og med håndspillede elementer af percussion og guitar. Han spiller kl. 22.30 på Apollo Countdown.

mykki

Torsdag
Er det bare os, eller er torsdag præget lidt præget af ’nå, skal vi lige i gang, men først for alvor i morgen’-stemning? Det er i hvert fald ikke problemer med overlap, der præger dagens program, men der er selvfølgelig fikspunkter. Zambianske Mokoomba virker som et udmærket udgangspunkt kl. 17.30 på Cosmopol med positiv afropop, baseret på Tonga-stammens rytmiske traditioner, men også med inspiration fra funk og latin. Kendrick Lamar er måske ikke skolebogsdefinitionen af ’fri form (men hvad er det?), men han stod immervæk bag et af sidste års stærkeste hiphop-album, så sving da lige forbi Arena kl. 20.30. Stadig inden for hiphop-paradigmet, men langt mere grænsesøgende bliver det kl. 22, når queer rap-fænomenet Mykki Blanco (billedet) gæster Pavilion. Produktionerne er rå, skurrende og minimalistiske og leveringen lysår fra bling-bling og Cristal med sin fokus på performance-elementer, queer-teori og korte kjoler. Must see. Ligesom syrepophovederne fra Animal Collective, der godt nok virker lidt fejlplaceret på Arena, men som ikke desto mindre altid er et lyt værd.

dawanggang

Fredag
Fredagen sparkes brat i gang af Synd Og Skam, der vist efterhånden ikke behøver nogen nærmere introduktion. Stikord: lummer beatrock, spastisk punkfunk, skinger ’free form’ og ungdommeligt overmod. Tid og sted: Kl. 12 på Pavilion. Her efter lokker engelske Andy Stott kl. 14 på Gloria, hvor lyset forhåbentligt bliver skruet ned til et minimum, så vi kommer nærmere det eksistentielt rungende mørke, som hans dunkle techno er præget af. Drøn derefter fluks af sted mod Odeon kl. 15, hvor Tuareg-ridderen Bombino med stor sandsynlighed vil begejstre fans af Tinariwens afrikanske guddommeligheder. Dagens legender er engelsk/australske Dead Can Dance, der dannede skole i 80’erne med deres synth-drevne, neo-klassiske dark wave, hvor new wave og gregoriansk munkekor blander blod på et køligt loftskammer. Prætentiøst som bare fanden, men også med isnende smukke øjeblikke iblandt. Se giraffen kl. 15.30 på Arena. Brasilianske Felipe Cordeiro, der spiller på Cosmopol kl. 16, har vi ikke lige fået lyttet ordentligt op på, men hans kitschede take på tropicalia med rytmeboks og overskæg lyder som et godt soundtrack til en eftermiddagspapvinsbrandert. kl. 20 kan man fange det lidt underkendte amerikanske band Suuns, der blandt andet lufter numrene fra det glimrende album ’Images du Futur’ fra i år. Vi har tidligere beskrevet deres musik som ”underlæggende uhygge og med en sans for psych-proggy drama”. Hør, hvordan det lyder kl. 20 på Pavilion. Og så er det ellers bare at tanke op og stille sig klar til Rihanna, der fra kl. 22.30 knepper Dyrskuepladsen med et glamourøst ’larger than life’ popshow, brygget på lige dele EDM, S/M og digitalt distanceblænderi. Be there or be square, som man siger. Kl. 24 står valget mellem det herlige garagerock-outfit King Tuff og kinesiske avantgardepop (jo sgu!) fra Dawanggang (billedet), der ifølge programmet lokker med et miks af Scott Walker og Beijing Operaen. To timer senere er der dømt post-industriel techno fra Lower- og Vår-sideprojektet Age Coin, der har udgivet et par kasettebånd via Posh Isolation. Det bliver forladt, fremmedgjort, en anelse angstprovokerende og forhåbentlig sært hypnotisk. Og så godnat.

goat

Lørdag
Kan man forestille sig en bedre måde at forsage tømmermændene end minimal-legenden Steve Reichs hypnotisk ringlende ’Music For 18 Musicians’? Formentlig ikke, så vi lægger fra land med danske Ekkozones opførelse af værket kl. 12 på Cosmopol. Kl. 15 skal der pogodanses til Parquet Courts‘ hyperenergiske opkog af postpunk, garage- og slackerrock med uduelige guitarsoloer og tyndslidt tamburin på Pavilion, hvorefter Cosmopol kl. 16 præsenterer et interessant tværsnit af den boblende kontemporære amerikanske hiphop-scene i form af Action Bronson, Flatbush Zombies, Joey Bada$$ og Danny Brown, inden amerikanske Vatican Shadow kl. 17 på Gloria. Bag det dystre pseudonym gemmer sig Dominick Fernow, der har en baggrund i noise, men som nu har bevæget sig over i dystre elektroniske soundscapes, der lyder lidt som et fjernt og bedrøveligt rave i slow motion. Så i fuld firspring til Arena, hvor Iceage kl. 18 skal forsøge at sparke deres flintrende og komplekse punkhymner ud i alle afkroge af det enorme telt. Kl. 21 kan man hvile ørene til australsk/newzealandske Unknown Mortal Orchestra, der spiller sær og sjov psykedelisk, 60’er-klingende pop med overraskende soul-elementer, inden man igen kommer op i gear til Badume’s Band & Selamnesh Zemene, der kl. 22 på Cosmopol sætter spotlyset på Etiopiens gyldne periode i 60’erne og 70’erne, hvor Addis Ababa var arnested for en helt distinkt sammensmeltning af funk, afrobeat, jazz og soul. Kl. 24 står det eksistentielle valg mellem Sonic Youth-guden Thurston Moores nye, ok kompetente gruppe Chelsea Light Moving på Odeon og den engelske Dead Rat Orchestra stærkt stemningsfulde, delvist improviserede folkemusik, fremført på aparte instrumenter som økse, balloner eller hvad de nu har ved hånden. Så er der lagt i ovnen til en minderig natrockkoncert, når svenske Goat (billedet) kl. 1.30 holder messe på Pavilion med deres fabelagtige opkog af voodoo, funk, afrobeat og svampehallucinerende psychrock iført farvestrålende gevandter og masker. Det kan næsten ikke gå galt. Og hvis man ikke allerede er kokset helt ud, kan man få det sidste nyrestød fra engelske Uncle Acid & The Deadbeats og deres tungt trækkende, olmt groovy og Black Sabbath-klingende hardrock.

laurel

Søndag
Det sidste seje træk indledes med håndklap, håndholdt tromme og nubisk fællessang i selskab med Nubanours kl. 14 på Gloria, inden man kan få ørene i maskinen hos engelske Dead Fader, der kl. 16 indhyller Apollo i distortede loops og tonstunge, hektisk kværnende beats. Et potentielt industrielt eftermiddagsmareridt, hvis man er til den slags ’ud af kroppen’-oplevelser. Kl. 17 får den frie improvisation fuld skrue hos, hvad mange nok vil betegne som en supertrio: Nazorania, bestående af den japanske støjlegende Keiji Haino bakket op af australske Oren Amarchi og Stephen O’Mailley fra Sunn O))). Fortsat ingen hvil til ørene. Så er det tid til en af tidens allermest interessante elektroniske kunstnere, amerikanske Laurel Halo (billedet), der har udgivet via Hippos in Tanks og Hyperdub og har fundet sin egen sære niche et sted mellem pop, avantgarde, samplede lydbidder og obskur techno. Nogen gange instrumentalt, andre gange med hendes distancerede sirenesang i centrum. Det går ned kl. 18 på Apollo. Samme sted kan man kl. 20 opleve Holy Others gotiske r’n’b-mutationer med hjemsøgte spøgelsesvokaler og ekkoer af et eksistentielt tomrum. Med mindre man vil overvære den brasilianske tropicalia-ener Marcos Valle øse ud af sine gyldne melodier samme tid på Cosmopol. Og ja, så er der vist kun et styk levende musikhistorie tilbage i form af Kraftwerk og deres afsluttende 3D-show på Orange. Hvis der stadig er energi nok i kroppen til at stå oprejst. Vi tvivler.

Instant (coffee) wrap up – Roskilde Festival 2013

0
0
goat

Roskilde Festival er overstået for i år, en god en af slagsen med flere pletskud, specielt på hovedfestivalen. Vi dækkede hurlumhejet hele ugen på Instagram, her er årets indtryk ifølge redaktionen garneret med udvalgte mobilskud. Se flere billeder på @pasaggressive.

Årets voodoo-ritual: Goat. Årets koncert!

Årets mest seriøse test af bassens bundniveau på Gloria: Andy Stott.

laurelhalo

Årets fejlplacering: Søndagsprogrammet på Apollo. Dead Fader, Laurel Halo og Holy Other spillede bastunge abstraktioner for 50-100 personer. På Gloria med dem!
Runner up: Iceage på Arena.

Årets standupper: Forsangeren fra Pissed Jeans (“Metallica, Dave Grohl and David Bowie are jamming at Orange Stage. Why are you here?? Daft Punk is dj’ing too!”).

Nazoranai

Årets dødsskrig: Keiji Haino fra Nazoraino.
Runner up: Ole Luk fra Solbrud.

Årets morgenvækning: Synd Og Skam.

Årets poetiske indslag: Thurston Moores oplæsning af John Donnes ‘The Ecstasy’ under Chelsea Light Moving.

vaticanshadow

Årets diktator-lookalike: Vatican Shadow.

Årets skuffelse: Unknown Mortal Orchestra (MEGET bedre på plade).
Runner up: Kendrick Lamar.

kraftwerk2

Årets musikhistoriske lektion i 3D: Kraftwerk.

Årets søndagschiller: James Blake.

fidlar

Årets Pavilion-smadderkvartet: Parquet Courts, Metz, FIDLAR og Pissed Jeans.

Årets afrikanske opture: Bombino og Rokia Traoré.

suuns

Årets introsang: Jerusalem in My Heart “Koll Lil-Mali7ati Fi Al-Khimar Al-Aswadi” før Suuns.

Årets outro-sang: Disney-musik efter QOTSA.

Communions – på hovedet i asfalten med hjertet i skyerne

0
0
communions

Af Adam Thorsmark. Foto Lasse Dearman.

Da Iceage gæstede Jazzhouse tilbage i august havde de udover en forrygende veloplagt og flabet Femminielli også danske Communions med som opvarmning. Kvartetten tog opgaven til sig med stor frygtløshed, langede brutal vellyd ud over menigheden, og kunne derfor sagtens tage del af æren for en af årets bedste koncertaftener. Nu er det København-baserede band signet på Posh Isolation, og første stykke musik præsenteret på nettet.

En vægtløs guitar-figur (sådan lidt The Cult-agtig) svæver hen over sangens første sekunder og hidkalder grandiøse 80’er-rock-anthems – indtil sangen tordner face first ned i asfalten ude foran Mayhem med velkendt båndstøj, dundrende trommer og aggressiv/længselsfuld vokal. Men Communions er tydeligvis ikke bare en popdestilleret version af Iceage eller Lower. Både sangen og deres seneste koncerter vidner om et stort bankende hjerte for new wave og fællesbrølende postpunk. Brødrene Martin og Mads Rehof samt Jacob van Deurs Formann og Frederik Lind Köppen (de to sidstnævnte fra N00bs Only og Zero Figure) gør deres egen ting, der giver musikken en løbsk rytmik og udtalt desperation. Og det gør de med en uhørt sans for bredformats-melodier – Posh Isolation-hjemmet taget i betragtning.

Det er spændende. Og det lugter langt væk af endnu et internationalt gennembrud for en til stadighed uforudsigelig KBH-undergrund.

Info: Ep’en “Cobblestones” er ude på Posh Isolation i december (der er noget med en mailingsliste, man skal skrive sig op på for at få den). Communions giver koncert til Salon:Pissoirs næste arrangement  sammen med Lower, Hand of Dust og Skurv. den 7. december (RSVP).


Årets bedste album 2013 (udvalgt af redaktionen)

0
0
airplane

Danske album

Iceage – ”You’re Nothing” (Escho/Matador)
Med deres suveræne toer beviste Københavner-slænget, at deres første plade ikke bare var et lucky punch. Bandet flashede flere facetter af deres hårdtspillede rock, og sårbarhed og aggression (ekstra tydeligt i Elias’ vokal) har måske aldrig nogensinde gået så godt i spænd, som de gør på ”You’re Nothing”. Genialt.

Frk. Jacobsen – ”Lobsters” (Eget værelse)
Den første egentligt soloudgivelse fra trommeslager, komponist og leadsinger Anja Jacobsen fra Kirsten Ketsjer, Frisk Frugt, Valby Vokalgruppe, Eget Værelse m.fl. er ep’en ”Lobsters”. En drøm over hjernekirugi og surrealistisk fauna. Pladen er et spraglet, men meget personligt udspil, der trækker på en kærlighed til Steve Reich, afrikansk rytmik og alverdens sangforme. Pladen er blevet til i hænderne på Andreas Pallisgaard med hjælp fra Johs Lund og Cæcilie Trier på den gode “Dr .Riddle”.

Emenkaya – ”s/t” (Vulgar Deformity)
Halvdelen af de hedengangne Cola Freaks dannede Emenkaya blot for at lade det gå i opløsning ganske kort tid efter. Desværre. Eller måske fedt. I hvert fald hvis de fortsætter de gode takter herfra. For Emenkaya var et cirkelspark af dimensioner med hardcore punk med mere poppede mid-tempo afstikkere, som man husker det fra Cola Freaks.

Puce Mary – ”Success” (Posh Isolation)
Frederikke Hoffmeiers første fuldlængde i eget navn er en overbevisende demonstration i, hvor godt esoterisk noise/dark-ambient kan laves. Pladen leder langsomt lytteren ind i mørkt univers, hvor alting tilsyneladende står for fald, og ”Success ”står som en vellykket milepæl i et år, hvor alting lader til at lykkedes for den danske noise-sirene.

Pinkunoizo – ”The Drop” (Full Time Hobby)
Andreas Pallisgaard og co. synes konstant at forfine deres anarkistiske udtryk, selv om dette lyder som jordens største selvmodsigelse. Men alligevel synes de at have en 20/20-vision for, hvordan man kan blande syret krautrock og beskidt, at man både hidkalder Neu! og Can, uden at det bliver plagiat. Langt de fleste sange spiller udenfor normale genreregler, og det er dælme godt gået i år 2013.

Synd og Skam – ”Center” & “Lad mig falde ind til dig” (Escho)
Med sproget og instrumenterne fuldstændig i deres magt manifisterede Af Med Hovedets galionsfigurer sig som den danske undergrunds-scenes mest uforudsigelige orkester. Dundrende kaosudskejelser og skæve ballader var den primære opskrift i år, men kun Gud ved, hvordan de lyder i 2014.

Various – ”Dokument #1 / Rosehip, Scallop, Dancer” / Belgrade is the World” (Posh Isolation)
Posh Isolation fortsætter den svimlende stime af udgivelser og nåede på dominerende facon at runde selskabets nummer 100 med “Dokument #1″ i året, der er gået. ”Belgrade Is The World” er en 2xcs og klart i det støjende industrial-hjørne af PI’s udtryk, mens “Rosehip, Scallop, Dancer” nok næsten kunne overskygge den mere formidlende og udadvendte “Dokument”-plade, hvis man lagde trykket rigtigt. Sand Circles, Marching Church, Iceage, Croatian Amor (LR’s eget projekt), Puce Mary og helt suveræne Age Coin (der også debuterede med en fuldlængde på Alter Records i år) holder kvaliteten ekstrem høj på de tre dokumenterende udgivelser og i deres virke helt generelt. Dokumentationen af musikkens København sker til alle tider på spillesteder og udgivelser, både hos vennerne omkring Posh Isolation og de andre gode – Gud tilgive ordvalget – kollektiver.

Mellemblond – ”Lysvågen” (Tigerspring)
Absolut en af de allerbedste dansksprogede udgivelser i år. Med Kristoffer Muncks sædvanlige, CV Jørgen’ske nasalitet og skarpe lyriske pen kastede bandet sig ud i atmosfærisk, skæv og smuk drømmepop og fik rystet de sidste Bad Rebel Motorcycle Club-referencer af sig. Deres selvstændige udtryk skabte et soundtrack, der på overnaturlig vis synes at omfavne alle fire årstider.

Rhye – ”Woman” (Innovative Leisure)
Det er ikke hver dag, at man støder på en så formfuldendt debutplade i Danmark. Bevares soulmusik er ikke en nyopfindelse, men med Robin Hannibals luksuriøse – men underspillede – detaljerigdom og Milosh’ androgyne stemmeføring leverede duoen et album, der kommer til at blive lavet mange børn til. Børn med god musiksmag.

Goodiepal  – “Havet” (Alku)
Denne udgivelse skal spores helt tilbage til Kristian Parl Vesters musikalske vorden i den uncool new age-musik. Oprindeligt indspillet på Færøerne i 1989/1990, men først i 2013 er debuten her udgivet som et audiosvar på nettet og i bogen “El Camino Del Hardcore – Rejsen til Nordens Indre”. Derfor lever “Havet” i den grad op til Gæoudjiparls levemåde; at lade musikken rejse så langt og besværligt som muligt. Det her er den mest uaktuelle af 2013s danske udgivelser, men med mange længder den mest hippe og moderne.

Boblere: Tex Fuller “Flooded Lawns”, Yung “s/t”, Several Things “s/t”

horse

Internationale album

Fire! Orchestra – ”Exit” (Rune Grammofon)
Fire! Orchestras plade er noget af det vildeste, der er sket i skandinavisk jazz, ja sågar europæisk, i lang tid. Med Mats Gustafsson i front forener det 28 mand store orkester krautrock, freejazz, rock og alt midt i mellem i en totalt mindblowing cocktail, der veksler mellem det skønne og brutale.

Pusha T – ”My Name Is My Name” (G.O.O.D Music)
Førhen på året udtalte Pusha T, at hans dengang kommende plade, ”My Name Is My Name”, var den bedst producerede hiphop plade, overhovedet. Det er god markedsføring og muligvis en kende overdrevet, men med ”My Name Is My Name” har Pusha T ikke desto mindre skabt sit indtil videre indiskutable opus. Med perler såsom de Kanye-producerede ”Hold On” og ”Numbers on the Board” samt Mase-hyldesten ”Make Me Love You” har Pusha T lavet en plade, der klart demonstrerer, hvordan man succesfuldt kan balancere mellem, hvad der er for letkøbt, og hvad der er langtidsholdbart.

James Ferraro – ”NYC Hell, 3:00 A.M” (Hippos in Tanks)
Den flimrende, glitrende og hypermoderne zapperstil, som Ferraros kritikere har kaldt overfladisk, fik en pause på dette noir-dragende og fremmedgjorte opus. Åbne og afpillede kompositioner, tågede synth-akkorder, spøgelsesagtige optagelser af fremmede stemmer og Ferraros vokal, der inspireret af r’n’b fremstår overraskende personlig og blottet. En kompleks, modsætningsfyldt besyngelse af storbyen som tilstand og New York i særdeleshed.

Kanye West – ”Yeezus” (Universal)
På ”Yeezus” skriver Kanye West stadig musikhistorie med endnu et værk, der hverken gør op med den generelle populærmusik, men langt fra heller stryger den med hårene. Med eksempelvis åbningsnummeret, ”On Sight”, det politisk ukorrekte sample af ”Strange Fruit” på ”Blood on the Leaves” eller den mildest talt alternative kærlighedserklæring på ”Bound 2” fremstår pladens auditive udtryk dybt skizofrent og/eller alsidig, men samtidigt formår Kanye alligevel at lave en plade, hvis diversitet stadig går op i en højere enhed. Der tegnes en rød tråd, og der skrives et stykke musikhistorie.

Dean BluntThe Redeemer (Hippos in Tanks/World Music)
Med ”The Redeemer” lavede Dean Blunt årets mest vellykkede plade om hjertesorger, men også et af nyere tids mest udfordrende værker i det hele taget. Selv om det er svært at opsummere essensen af ”The Redeemer” på forholdsvis lidt spalteplads, er det ikke ensbetydende med, at pladen som lytteoplevelse er uoverkommelig. Langt fra. Albummet er et monster, både når det kommer til de mest nøgne sange, de sentimentale ballader, men også når det kommer til de mere skæve og små interludes. Disse er ikke bare med til at komplimentere pladens mere bløde punkter, de udfordrer også lytterens generelle tilgang til pop- og mere avantgardistisk musik, og hvori forskellen overhovedet ligger.

Dirty Beaches – ”Drifters/Love is the Devil” (Zoo Music)
Hvor første halvdel (”Drifters”) emmer af neonlys og attitude, er anden halvdel (”Love is the Devil”) et spyd gennem hjertet af trøstesløshed og forsvindende horisonter. Og det giver mening, når nu Dirty Beaches’ dobbeltalbum var ligedele inspireret af forlist forhold og den evige nomadetilværelse. Det mest udfordrende og mest givende udgivelse til dato fra Alex.

Mohammad – ”Som Sakrifis” (Pan Act)
Græske Mohammad beskriver sig selv som en kammermusiktrio, men selv om celloen vejer tungt i lydbilledet, er drone eller dark ambient nok mere rammende for de ekskursioner udi mørket, man bliver udsat for på ”Som Sakrifis”. Gruppen består bl.a. af Ilios, der også startede det nylegendariske selskab Pan Act, hvor pladen udkom på vinyl tidligere i år. Musikken er ekstremt langsom, men bevæger sig uden sløvhed mellem forskellige stemninger og nuancer inden for det samme, tunge lydlandskab. Modsat nogle af åndsfrænderne fra Pan Act er Mohammads musik aldrig decideret ubehagelig at lytte til, men til gengæld altid ekstremt stemningsmættet.

Milk Music – ”Cruise Your Illusion” (Fat Possum)
Washington/Olympia-bandet har med deres album ”Cruise Your Illusion” lavet en plade, der klart beviser, at selv om fundamentet for ens musik ikke nødvendigvis vidner om noget nyt under solen, så er det ikke ensbetydende med, at den (musikken) ikke kan være dybt autentisk. Man kan høre flere årtiers musikhistorie i albummet, men med deres nerve og sans for power-akkorder og sangtitler fremstår bandet langt mindst ligeså friskt, som dinosaurerne indenfor lo-fi og grunge-suppe gjorde tilbage i deres debuterende tider. Det er bare rockmusik, og det er sygt svedigt.

RP Boo – ”Legacy” (Planet Mu)
Footworkens fremmeste innovator udkom endelig i 2013 med sit debutalbum, der samlede op på 10 års benbrækkende beatmageri direkte fra Chicagos dansegulve. Den hektiske blanding af makulerede samples, afgrundsdyb pneumatisk bas og beats, der var synkoperede grænsende til det uforståeligt abstrakte, resulterede i en aldeles suveræn plade, der ved årets udgang stadig troner som en af genrens definerende og mest forrykte øjeblikke.

Max Loderbauer – ”Transparenz” (Non Standard Productions)
”Transparenz” er en plade, der forklæder et følsomt og vidtrækkende musikalsk sigte som stålgrå minimalisme. En plade, der hovedsageligt består af løbende sekvenser af rytmiske og (næsten) melodiske mønstre, der faseforskyder umærkeligt omkring hinanden, men er gennemskinnet af en organisk glød fra Loderbauers analoge synthezisere. ”Transparenz” befinder sig sitrende i et felt afgrænset af klassisk minimalisme, pionérelektronik, kosmische musik og techno, og resultatet er lige så sobert velproduceret som det er sært romantisk.

Boblere: Tm404 “st”, Oneohtrix Point Never “R Plus Seven”, Vampire Weekend “Modern Vampires of The City”, Mikal Cronin “MCII”

Communions vs. Spot Festival

0
0
F001925-R1-13-14 F001925-R1-27-28 F001925-R1-33-34 F001925-R1-36-37 F001926-R1-01-1A F001925-R1-06-7 F001925-R1-11-12

Den 2. maj på Atlas i Aarhus / Spot Festival. Hand Of Dust, Lower og Communions i hi-fi. Foto reportage af Alexander Julin.

Årets danske og internationale albums 2014 (udvalgt af redaktionen)

0
0
Puce Mary 2014

Årets fuldlængde udgivelser udvalgt af redaktionen på Passive/Aggressive.

I de kommende dage kåres også årets koncerter, oddsize udgivelser (kassettebånd, ep’er, digitale) og skribenternes individuelle lister.

 

Årets danske LP

1. Puce Mary “Persona” (Posh Isolation) – Hvis Frederikke Hoffmeier ikke allerede havde slået sit kunstnernavn Puce Mary fast med en stribe fantastiske koncerter og en konstant udforskning af feltet omkring noisemusik, performance og lyd tidligere, så udkom det for alvor på print med hendes to første solo-LP’er “Success” (fra 12/2013) og “Persona”, som i 2014 har placeret hende i en absolut international liga. Puce Marys udsigelse er fysisk, lyrisk, politisk og ekstrem i sin rene grundform. SC

2. To\To “Pois Demonit Pois” (Cejero) – Den rituelle trommeduo To\To, Tobias Kirstein og Toke Tietze Mortensen, udgav sit første album efter længere tids eksistens som buldrende polyrytmisk lydkontinuum på en række alternative scener og små musikfestivaler, undertiden også i samspil med Morphosis, Valby Vokalgruppe o.a. Den første side af albummet er en liveindspilning fra Radiohuset, der former sig som en intensiverende spændingsbue af kollektiv lyd, energi og trance. B-siden er en genial tilføjelse til deres velkendte livesæt med Oliver Hoiness på guitar og kraftig efterbehandling/mix af Andreas Pallisgaard. SC

3. Iceage “Plowing Into the Field of Love” (Escho) – Fuldstændigt blændende og modent tredje udgivelse fra Østerbros enfants terribles med inspiration fra bl.a. The Gun Club og Nick Cave. Iceage viser format som bannerførere for dansk musik på den nu tredje Best New Music-plade, som udover marchtrommerne og skærende guitarflader også har sat ekstra fokus på sangskrivningen – som forsangeren Elias blandt andet allerede også har demonstreret glimrende smag for i sideprojektet Marching Church. SC

4. Yung “Falter” (Badstue Rock/Mastermind) – Den uimponerede tilgang til musiketablissementet kendetegner den nye aarhusianske undergrundsscene, og én af deres primære drivkræfter er musiker, labelejer, koncertarrangør Mikkel Holm/Yung. Både som sangskriver og instrumentalist viser Yung på sit debutalbum uset overskud med respekt for traditionerne. Én af de helt store forcer ved “Falter” er også, hvor eksplicit personlig den er. Det lyder muligvis som en kliché, men man er på intet tidspunkt i tvivl om, at sangene kommer fra hjertet, og at sangenes temaer udspringer af Mikkel Holms eget liv. AJ

5. Mischa Pavlovski “Kapitel” (Posh Isolation) – Som et debutalbum fra en autodidakt musiker er Mischa Pavlovskis ambient/techno LP “Kapitel” overraskende formfuldendt. Lydbilledet er frem for alt tålmodigt og monumentalt med et stort rum og omridset af massive figurer, som er behandlet gennem industrial-musikkens lydmølle. Kun i glimt tangerer Pavlovski technoens forskellige subgenrer, men mest af alt males med få effektfulde og vellydende virkemidler her et storslået billede af dyndet fra en mørk og levende post-industriel storby – et billede, som København har svært ved at leve op til. SC

6. Selvhenter “Motions of Large Bodies (Eget Værelse)” – En smeltedigel af en ny plade fra Selvhenter på Eget Værelse, hvor genrekonventioner sprænges og blandes. Noiserock, drone, krautet rytmik, fri jazz, effekter og det fjerne østen, giver sammenlagt en omskiftelig, men underligt homogen, oplevelse. Homogeniteten opstår i den evige fornemmelse af bevægelse i musikken, præcis som pladens titel indikerer. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er den tunge dronemetal, den østligt spirituelle stammemusik eller om det hele lyder som et massivt tågehorn på en diset sø, så er der den samme bevægelse, der binder pladen sammen til et. PS

7. Jakob Skøtt “Taurus Rising” (El Paraiso Records) – På ”Taurus Rising” er lyden forfinet yderligere i forhold til den spraglede, electro-psykedeliske afro-kraut, som Skøtt præsenterede på ”Amor Fati” tidligere på året. Der er, om muligt, kommet  endnu flere farver på paletten; deciderede funky og nærmest hiphop-inspirede beats, samt en række mere sen-70’er-filmiske, mørkere John Carpenter’ske elementer. Alt sammen i ét og samme gennemført musikalske værk, hvor Skøtt som en komplet egenrådig mutant af Harold Grosskopf og Tony Williams begår en samling vibrerende og solsprængte skæringer, der bringer kosmos tættere på jorden. MK

8. ILLDJINN: “ILLDJINN” (Oede Oe) – Altmuligmand-trommeslager Mads Forsby udgiver sit første soloalbum under navnet ILLDJINN og begiver sig dermed på en form for ekstrem rejse ind i et trommesæts udtryksformer, fra den eksplosive lyd af kontaktmikrofoner på et trommeinstrument til den klassiske freejazz’ bækkeners akustiske ringen. De i alt otte instrumentale numre bygger mere eller mindre udelukkende på solo-improvisationer på trommesættet, som så er optaget med ekstra kontaktmikrofoner og forskellige triggers til synthesizere. Hvordan kan noget så simpelt lyde så stort? SC

9. Søren Kjærgaard/Ben Street/Andrew Cyrille “Syvmileskridt” (ILK Music) – Søren Kjærgaard har en stribe notable projekter og samarbejder på sit cv med fx. Torben Ulrich, Simon Steen-Andersen, Paul Lovens osv., som går på tværs af jazz, improvisation, klassisk musik og lydkunst, fra Duke Ellington til John Cage. Men det er som solomusiker og specielt med hans egen trio med Cecil Taylors gamle trommeslager Andrew Cyrille, at jazzpiansten S.K. efter min mening folder sig allermest ud. “Syvmileskridt” er den fjerde med hans transatlantiske trio, som altid finder nye systemer at udtrykke sig i. SC

10. We Like We “A New Age of Sensibility” (Being Music) – De fire medlemmer af We Like We er uddannet på klassisk kons, men formår at lægge det skolede til side på deres første udspil på Jomi Massages nye selskab. Der bliver eksperimenteret med lydgrundstoffet og det klassiske repertoire (og dermed fx. ikke popmusikken) – fra den polyfoniske ekspressionisme og flydende tonalitet til det minutiøse og overkomponerede hele værk for vibrafon, trommer, cello, violin og vokal. SC

11. Causa Sui & Ron Schneiderman ”Pewt’r Sessions vol. 3” (El Paraiso Records) – Syrerockbandet med de odenseanske rødder har ofte henvist til free-jazz som en vigtig inspirationskilde, og på gruppens tredje plade med Ron Schneiderman kunne det for alvor høres. De gængse former og fremgangsmåder blev ignoreret, og klimakser såvel som soli var afløst af omskiftelige grooves og en tydelig impro-fornemmelse. Fri rock med mere tryk på ‘fri’ end på ‘rock’, og det klæder Causa Sui. MA

12. Gooms “Beyond Life” (Escho) – I en tid, hvor visse kredse forsøger at indsnævre visse genrer ud fra tilbageskuende eller stillestående kategoriseringer, er Gooms’ fremragende debutalbum, “Beyond Life”, landet som en anarkistisk alien fra det ydre rum. Et album, der – som ‘jazzen 2014′ – er næsten umuligt at genredefinere, men som står som et funklende eksempel på, at avantgarde og pop ikke behøver at være to uforenelige størrelser. AT

 

 

objekt

Internationale LP:

1. Objekt: Flatland (PAN) – Britiske og nu Berlin-baserede T.J. Hertz, bedre kendt som Objekt, udgav endelig i 2014 sit første fuldlængdealbum “Flatland” på PAN. Efter en række temmelig fænomenale 12″-udgivelser, der legede med techno- og electrokonventioner uden at give køb på den grundlæggende funktionalitet, er der på “Flatland” givet ånderum til at eksperimentere og til at udnytte albumformatet mod det sublime. AR

2. Grouper “Ruins” (Kranky) – Symmetry, repeating patterns, calls, responses, and loops have long occupied Grouper, but they’ve never been used to strike so close to her waking interiority — or at least not this clearly, using this approach. Harris’s analog mastery has created an inhabitable space of intense clarity, so that the silences become suggestions of the room she made them in, a sustained window. The affective work of Ruins is to translate with heartfelt precision the time and space of its recording, to collapse the world of its making and its consumption (as deep calls to deep). In the quietness between piano notes and breaths and rolls of thunder and frog croaks, when the atmospheric hiss in your ears spills out into the sounds actually around you, it seems at the same time to invite your surroundings in.

3. Run The Jewels “Run The Jewels 2″ (Mass Appeal)” – Ingen havde nogensinde regnet med, at Run the Jewels ville være verdens mest omtalte hiphopduo i år 2014, ingen. Og på papiret er der heller ikke meget, der taler for, at El-P og Killer Mike nogensinde skulle have skabt et så vitalt samarbejde, som de på stort set ingen tid har. Men med “Run the Jewels 2″ nærmer de sig den liga, der tæller GangStarr, Pete Rock & C. L. Smooth og Boogie Down Productions. Så stort er det. Så indflydelsesrigt kan det blive. Den hidtil flotteste symbiose mellem under- og overgrund i moderne hiphop. Jeelsmark

4. Dean Blunt “Black Metal” (Rough Trade) – ‘Black Metal’ is Dean Blunt’s first album for Rough Trade and it’s got stone cold classic written all over it. Seemingly impossible to pin down he takes a swerve once again and delivers his most beautiful piece of work yet. Swamped in atmosphere, melody, guitars and a drum machine, ‘Black Metal’ begins with the looped strings of ‘Lush’ and climbs from there on in. It’s got traces of Lee Hazelwood and even Scott Walker yet Mr Blunt still maintains his trademark brand of song writing.

5. Dirty Beaches “Stateless” (Zoo Music) – Stateless is the sixth full-length release from Dirty Beaches, the artistic identity of multiinstrumentalist/composer/singer Alex Zhang Hungtai. Stateless is a reflection on Zhang Hungtai’s upbringing in various locales (Taipei/Honolulu/Montreal) and the past two years of living and drifting in Europe. The title reflects several years of reflection on associated ideas like Diaspora, borders and hybridism. A somber meditation on memories from an exiled man on a never-ending search for an imaginary homeland, Stateless puts the finishing touches on a chapter of artistic activity that began when the Badlands LP captured the imaginations of listeners the world over.

6. Theo Parrish “American Intelligence” (Sound Signature) – Given that this is the first original album from the great Detroit artist Theo Parrish since 2007 (not counting the amazing “Black Jazz Signature” Compilation in 2013), it’s unsurprising interest in “American Intelligence” has rocketed over the course of the year as Sound Signature left a trail of hints. Happily, American Intelligence is a fine album; deep and woozy in parts, undeniably soulful, shot through with jazz influences and full to bursting with killer cuts – Theo Parrish is searching further back and further afield in black cultural accomplishment to create his own densely interwoven sonic tapestries.

7. Shabazz Palaces ”Lese Majesty” (Sub Pop) – ”Space is the place,” konkluderede Sun Ra, og bedømt ud fra den grundsætning var Shabazz Palaces’ andet album årets hiphopudgivelse anno 2014. Vers, omkvæd, mellemspil, tekster, taktarter – ja, noget nær alt forekommer at være i opløsning på et album, hvor man som lytter til en start føler sig lige så rundt på gulvet, som sangstrukturerne virker til at være. Mirakuløst nok lykkes det alligevel duoen at forvandle al vægtløsheden og alle vildvejene til et sammenhængende stream-of-consciousness-værk. MA

8. Afrikan Sciences “Circuitous” (PAN) – Afrikan Sciences laver musik fra en anden verden, hvor kosmiske mønstre skabes igennem polyrytmiske temposkift og genrenedsmeltende elektronik. Det komplekse lydunivers trækker på alt fra deep house, hip hop, Sun Ra-inspireret jazz og vestafrikansk musik, men med et udtryk, der har et stærkt personligt præg. Traditioner brydes og smeltes sammen i melodi- og beatstrukturer, der fluktuerer frit og presses ind og ud af fokus, i konstant muterende konstellationer. AK

9. Sun Kil Moon “Benji” – Mark Kozelek fortsatte 2014 ufortrødent sin overbevisende karriere både som sangskriver og provokatør. Selvom hans angreb mod War on Drugs var morsomt kan det i sidste ende ikke stjæle opmærksomheden fra, hvor høj kvalitet sangene på Benji er. Blue Crab Cakes. FD

10. Freddie Gibbs & Madlib “Piata” (Madlib Invazion) – Piñata is the collaborative studio album by Indiana rapper Freddie Gibbs and California hip hop musician Madlib. The album was released on March 18, 2014, under Madlib Invazion. Entirely produced by Madlib, the 17-track LP features contributions from Raekwon, Earl Sweatshirt, Danny Brown, Domo Genesis, Scarface, BJ the Chicago Kid, Ab-Soul, Casey Veggies, Meechy Darko, Mac Miller, and more. The album was recorded by Josh “The Goon” Fadem and Glenn “G-Wiz” Browder between January 2011 and October 2013. It was mixed and mastered by Dave Cooley for Elysian Masters, except for “Shame” and “Terrorist”, mixed by Kelly Hibbert.

11. Amen Dunes “Love” (Sacred Bones) – This project has always seen McMahon guided by traditional song and sound, but Love is the first work in which this clearly shines through. The result is definitively the most substantial Amen Dunes record to date. These are elemental songs about time, love and memory, as much about the listener as they are about the writer: pure, open, and beautiful. While the previous Amen Dunes records have all been largely improvisational first-take affairs, Love is the product of close to a year and a half of continuous work by Damon McMahon and a series of guest musicians like Elias Bender Rønnenfeldt, Colin Stetson and more.

12. Pharmakon “Bestial Burden” (Sacred Bones) – Margaret Chardiet, the singer behind the noise project Pharmakon, wrote her second album Bestial Burden when she was just recovering from an emergency surgery that left her bedridden for three weeks. “It took a while for my brain to catch up to the reality of what my body was doing. It created this separation between the two that resulted in me feeling almost as though the body had this separate will from my own — just this vessel I was stuck inside of.”

Et afskedsbrev – Le Salon Pissoir est mort, vive Salon Pissoir!

0
0
Foto: Jonathan Hjorth

Kære København, musikelskere og kammerater

Vi er taknemmelige for alle de øjeblikke af stilhed mellem tonerne, og at vi sammen kunne skabe det rum. Et rum hvor livemusikken var det vigtigste, selvom højttalerne nogle gange slog fra og gik ud.

Ethvert miljø skal have sine scener, og vi føler, at vi skabte denne her scene sammen. En lille scene lavet af træ, som ikke ser ud af meget, men som holdt nogle af de stærkeste lydoplevelser for vores ungdom.

Den scene blev ramme for en serie af debutkoncerter, hvor bandets navn nærmest blev lavet til aftenen; Sink Ships og Pardans er blandt dem. Der var Dokument#1 releasefesten, hvor 180 mennesker var pakket ind i vores lille teater sammen med Iceage, Communions, Lower, Hand of Dust og Skurv. Loke ender dansende på baren, kaster sig ud for at gribe fat i loftsbjælkerne og falder ned midt i et vildt dansende, tætpakket publikum. Sofie Hvid, der rejste hele vejen fra en efterskole på Fyn, for at spille en uopfordret guitar-seance for Daniel Frank og Madeleine Kate på Morgenstedet, og senere blev inviteret ind som solo act før Less Win. Og vi, Madeleine Kate og Daniel Frank, har været omgivet af byens smukkeste til at lave Salon:Pissoir; Patrick Kociszewski har kørt gear. Bjørn Manniche fik skabt bro mellem miljøer. Matthew Moller bragte elegancen ind i baren. Jonathan Hjorth ikonificerede øjeblikke med sit kamera. Helene Gianakos, Sarah Armstrong, Victor Vejle og Soho Rezanejad var kattene i døren. Victor Nuno kom forbi og sagde, at Sisyfos-Myten var misforstået, at Sisyfos elsker at skubbe stenen op af bjerget, og så blev Victor hængende. Der var elektricitet, som forsvandt og bragt tilbage af et syngende rum.

Der var øjeblikke, hvor BESS fortæller om månen, Nicklas Sørensen fra Papir læser digte op om sin barndom, koncerter af DJ Hvad, The City Kill, CTM, TL-D Super80, Gutten & Gutten, Værket, Shiny Darkly, Franka, Jesus Chrisis, Shitpiece, Gents, F16, Own Road, Marching Church, Melting Walkmen, Below Dreaming, Metro Cult, Tantra Klap, Ocean View og flere hundrede andre. Vi var med til at redde Børneteateret fra lukning, har bidraget med lidt god smag til Staden, rykket rundt i byens musikliv, kæmpet hver måned for at stable et stærkt line-up på benene og råbt op til poetisk revolution.

Vi er taknemmelige for de mange uforglemmelige stunder i løbet af de syv år, Salon:Pissoir har eksisteret. Da vi begyndte i 2010, var der nærmest ingen steder for os at opleve livemusik i København. Så kom en opblomstring. Og nu er livescenen efter vores mening igen en smule udfordret. Og sådan bevæger alt sig i bølger. Så vær opmærksomme. Da vi begyndte, ønskede vi at lave arrangementer, som var inspirerede af at skabe en ikke-kommerciel, månedlig klub. Vi ønskede at understøtte udviklingen af Københavns musikscene på tværs af grupperinger i undergenrer.

Københavns lyd er blevet særdeles interessant, og vi vil gerne takke alle de kunstnere, vi har haft på vores forskellige scener, og takke dem, der over årene har været faste og lejlighedsvise gæster hos Salon:Pissoir. Samtidig vil vi også gerne opfordre folk til at tage ansvar for scenen og besøge de begivenheder, som folk stabler på benene, så vi kan støtte, kritisere, nyde, udfordre, lade os inspirere af og indtage hinandens udtryk. Vi kan ikke have en levende scene, hvis folk ikke bevæger sig ud og besøger de forskellige rum. Vi ønsker alle aktører fortsat modig, sensitiv og eksplosiv virkelyst.

Vi håber at se jer til vores sidste fest på Børneteateret, lørdag den 2. dec. 2017 kl. 21.00, hvor blandt andre Brynje, Less Win, Pardans og BESS spiller, samt performance ved Ezra Soares De Moraes. Kom tidligt.

Le Salon Pissoir est mort, vive Salon Pissoir!

Kærlige og kammeratlige hilsener,
Salon:Pissoir (Daniel Frank Christensen, Madeleine Kate McGowan, Victor Nuno Lyse + alle de andre)

Foto: Jonathan Hjorth Foto: Jonathan Hjorth Foto: Jonathan Hjorth Foto: Jonathan Hjorth

Northern Winter Beat 2020 – En ode til mørket (reportage)

0
0
Kogekunst: Rafael Zajac

Af Peter Svendsen – fotos: Rafael Zajac, Balazs Popal & Moment Photo

I sin ottende inkarnation virker det til, at den aalborgensiske festival Northern Winter Beat har fundet sin retning, med fokus på mørke og kulde, hvilket fremstår nærliggende og oplagt efter 3 kolde, vindblæste og regnvåde dage i Aalborg.

I ceremoniel stil åbnedes festivalen i Aalborgs domkirke, Budolfi Kirke, ved en solokoncert med den hollandske lutspiller Josef van Wissem tidligt torsdag aften. Skibet af Budolfi var klædt primært i kolde røde og blå nuancer, da van Wissem indtog position foran alteret. Over 45 minutter blev Northern Winter Beat indledt med improvisationer over simple temaer, til en kold middelalderlig stonerfolk. Fokus var fortrinsvist på moderne strukturer, og som koncerten skred frem, blev det gradvist mere og mere tydeligt, at van Wissem nok bare gerne ville være rockstjerne. Han bevægede sig over i mere stringente afsluttede kompositioner, hvortil han leverede banale repeterende tekster, der endegyldigt umuliggjorde muligheden for at indtage rummet, som ellers burde være oplagt for van Wissems umiddelbare udtryk. Der var bestemt lagt en retning for festivalen, men desværre ikke med den sakrale oplevelse, som koncerten så ud til at kunne blive, på papiret.

Torsdagen var først og fremmest en rolig åbning på årets Winter Beat, hvor de resterende to koncerter blev afviklet i de kendte rammer på 1000Fryd. Britiske Ohmns og danske Hiraki stod for resten af aftenens program, og disse kunne for sin vis have stået som en ganske anden dag på den aalborgensiske punkvenue, uden tematisk at engagere sig. Førstnævnte spillede noget så neo-retro(?!) som garagepunk i 2020, men desværre uden videre bidrag til en i forvejen veludforsket genre. Hiraki spillede i nogen højere grad ind i den overordnede tematik for Winter Beat, med et langt mere koldt og angstfyldt udtryk. Desværre frafaldt muligheden for indlevelse i den kølige støjrock hurtigt, da bandet mellem de enkelte numre tog fejl af 1000Fryd og Grøn Koncert, og det hele skulle være fællesskål og bunden i vejret. Bevares, ikke et ondt ord om torsdagsdruk herfra, men det komplimenterede ikke ligefrem det udtryk, musikken sigtede efter. 

Kali Malone: Moment Photo

Torsdagens skæverter til side, fredagens program var hvor Northern Winter Beat for alvor skulle skydes i gang. Det var tydeligt på menneskemængden, at det langtfra heller var alle partoutbilletholdere, der havde trodset torsdagens regn. Fredagens første koncert var også festivalens første, hvor kapaciteten blev nået. I dette tilfælde siger det dog ikke så forfærdeligt meget, da Riley Walker spillede godt 20 minutter i Gråbrødre Kloster, et museum af et gammelt kloster beliggende under gadeplan i Aalborg Midtby. Tydeligt hjemmevant i solooptræden udviste Walker en bred beherskelse af folkgenren, med afsæt i både raga, outlaw-country og den obligatoriske Nick Drakeness. Walker crackede jokes og udførte sit håndværk meget dygtigt, men fandt aldrig rigtigt helt sin plads i settingen, mellem ruiner og gravfund, der fortalte om en tid, som folktraditionen ikke helt kunne skue tilbage mod. 

I Aalborgs Utzon Center stod et bord med modularsynths ydmygt klar til at forløse noget af det lovede potentiale. Med udsyn over Limfjorden var det store auditorium igen i år taget i brug til nogle af de mindre konventionelle koncertoplevelser. Med asketisk præcision fremførte Kali Malone en cyklisk meditation over frekvenser og svingninger, hvor de enkelte toner fik plads til at slæbe sig frem.

Malone formåede effektivt at overføre disciplinen fra sidste års fremragende udgivelse “The Sacrificial Code”, fra kirkeorgel til modularsynth og låste undertegnede i et tidsløst rum, hvor de dybe droner resonerede gnidningsfrit med det kun svagt synlige vandspejl bag hende, indtil tonerne ebbede ud og afviklede sig selv med samme naturlighed som de indtraf. Det var egentlig planen, at Malone skulle spille i Budolfi Kirke, men da orglet ikke kunne close-mic’es, blev hun flyttet til Utzon Centeret, og det endte med at være en fuldgod erstatning.

Hiedelem: Rafael Zajac

Programlægningen for fredag gjorde det umuligt at se særligt mange hele koncerter, specielt når man indregner transport fra scene til scene, hvorfor de næste timer gik med at se bidder af David Eugene Edwards, Maarja Nuut og Teksti-TV 666. Edwards gjorde ganske lidt for mig, dels på grund af travlhed, dels fordi det var svært at nå gennem menneskemængden til et sted, hvor jeg reelt kunne forholde mig til musikken. Derfor blev det til små 20 minutter af Maarja Nuut på Huset i Hasserisgade, hvor loopet violin, sampling og eventyrlyrik stod på programmet for et artigt siddende publikum. Musikken havde en umiskendelig baltisk vibe og mindede mig om den finske freefolk scene (Ikuisuus/Fonal Records osv), men kogt ned til fast form med barnlige eventyrmoraler.

Personligt passerede jeg gaden tilbage mod Utzon Centeret, hvor ungarske Hiedelem stod klar. Duoen er ny og gjort af hhv. Balazs Pandi (Merzbow, Keiji Haino, Thurston Moore, Mats Gustafsson) og Attila Csihar (Sunn O))), Mayhem) giver et indtryk af, hvilket lydbillede man skal forvente, og det var sådan set også, hvad de leverede. Vokalsampling og freetrommer med tung bund blev formidlet til en lille times avantgarde, der indædt forsøgte at skabe den onde stemning, men uden rigtigt at blive forløst. Csihar vekslede mellem blackede skrig/hvisk og ritualistisk messen, mens Pandi gjorde sit for at bryde eventuel form op, uden rigtigt at have noget at spille op imod. Der kan godt være potentiale i den her konstellation, men på aftenen fremstod det mest af alt som en af de avantgardekoncerter, hvor musikerne spiller lidt hvert for sig, på samme tid.

Som en af de forholdsvis få, sad jeg koncerten ud, hvorefter turen gik tilbage til 1000Fryd, hvor Hviderussiske Molchat Doma (lyt her) havde indtaget scenen med solid, dansabel coldwave. Et pakket Fryd blev ført bag jerntæppet og transponerede til en lokation i Minsk ’82. Veludført og veloplagt show, hvor den karakteristiske kontrast i den drivende rytmik og den frostklare diskante guitar opførte sig lige præcis så østblok som genren dikterer. Anlægget på et rasende varmt Fryd fik lov til at fylde rummet, og trak specielt frontmandens intensitet med sig. Stensikker anbefaling til næste gang man rammer Minsk. 

Ligesom fredagen hævede niveauet betragteligt fra torsdag, så ville lørdagens program ligeledes leve op til diverse løfter. Mange af festivalens headliners lå på perlerække lørdag aften, hvor ruten for mange var Richard Dawson ind i Michael Gira ind i Kogekunst ind i Iceage. Langt hen af vejen var jeg selv på samme rute, dog med en betydelig afstikker, men det kommer vi til.

I bedste sendetid startede vi kl. 20.00 på Huset i Hasserisgade, denne gang med ståpladser, hvor den nærmest ufatteligt lave Richard Dawson indfandt sig med sin trio. Personligt havde jeg høje forventninger til denne koncert, i kølvandet på det nyligt udgivne album “2020” (lyt her), såvel som Dawsons ry som livenavn. Der er en skøn ironi og afmagt i Richard Dawsons materiale og optræden, som kommer til sin magt meget tydeligt ved Dawsons eget væsen. Der er en meget ublu ærlighed, som lige skal pakkes ind i en grunget lyd, der måske har til hensigt at skjule hvilke søde, skæve popmelodier, der ligger til grund for det hele. Sættet bestod primært af sange fra “2020”, med en afstikker til en lokal folkesang fremført acapella, desværre foran et knapt så disciplineret publikum. Det blev desværre kun til en lille time, hvor vi aldrig rigtigt nåede at se særligt dybt i sækken af Dawsons mange tricks, men altså, det var da et fedt rockshow med gode bangers. 

Jeg missede starten af Michael Giras sæt, men indfandt mig hurtigt i hans hårde, vrede greb. Mange af sangene stammede fra fra den seneste Swans-plade, “Leaving Meaning” fra 2019 (lyt her), og denne aften manifesterede Gir sig tydeligt som værende Swans ikke desto mindre. Det var samme mørke, kosmiske udtryk, det var samme musikalske tilgang, det var endda stadig ret højt, selvom det kun var Gira selv med en semiakustisk guitar. Selvom han ikke har den samme tyngde solo, som når han er med band, så er Gira stadig enormt krævende af ens opmærksomhed, dragende og fatalistisk. Der var igen enkelte problemer med publikummer, der ikke var taget til koncert for at høre musik, men overordnet var Gira i stand til at overdøve både ved volumen og indhold, men det holdt mig stadig fra helt at kunne trækkes ind til begivenshedshorisonten, og uden mulighed for det velkendte Swans-greb med at trætte lytteren ind i underkastelse med maratonkoncerter, forblev jeg i kredsløb. 

Meningen var herefter, at jeg ville begive mig ned på Utzon Centeret for at overvære lokale Kogekunst spille deres børnehavepispop i udvidet opsætning, men da jeg var nummer 142, der havde fået denne idé, var jeg forment adgang til auditoriet, der huser 140 mennesker. I aftenens anledning havde Kogekunst blandt andet taget et kor af diverse venner og bekendte med, hvervet freejazzminister Peter Ole Jørgens bag trommerne og overtalt P/A-almunus og saxofonist Henrik Pultz Melbye til at bidrage med både Careless Whisper og Interstellar Space. Det skulle angiveligt have været godt, hvis man tør stole på ordet på gaden. 

WaqWaq: Balazs Popal

I stedet endte jeg tilbage på 1000Fryd, hvor jeg nu havde mulighed for at se et navn, som jeg spændt havde noteret mig. Der er visse forhold i livet, der gør sig gældende som nærmest en naturlov, og når der kommer musik fra Japan i min nærhed, så kommer det gerne ukritisk højt på min prioriteringsliste, og dette gjorde sig også gældende for WaqWaq Kingdom. En duo bestående af Shigeru Ishihara (DJ Scotch Egg) og Kiki Hitomi (King Midas Sound) der spiller dubbet, knækket tribal techno med en forkærlighed for shinto-mytologi (lyt her).

Klædt i neonfarvet tyld åbnede de sættet med at smække 1000Fryds anlæg på overarbejde. Det var ikke alle, der var helt klar på lydniveauet, hverken den ekstremt tunge bas eller de skærende støjflader DJ Scotch Egg lagde over, men for dem, der holdt ud og fik vænnet sig til trykket, endte det i et skizofrent fest-trip, hvor shamanistiske ritualer og gabber fik lov at stå side om side. Som japanerne har det for det vane, så gik de vel et godt stykke ud over, hvad mange ville anse for konventionerne og var aggressivt indstillet på at skubbe til folks opfattelse af, hvordan denne technofest skulle afvikles. Efter at have givet de tilbageværende publikummer en guided tour i, hvordan man fester i Japan, lukkede WaqWaq Kingdom ned med et par minutters øresønderrivende noise, som kun japanerne kan lave det. Bedste koncert til Nordic Winter Beat 2020.

Jeg rundede festivalen af med et gensyn med Københavns mest populære countryrockband Iceage, der langsomt og metodisk førte et fyldt Studenterhuset ved hånden rundt i deres diskografi. Der er i virkeligheden ikke forfærdeligt meget at sige om Iceage, der ikke allerede er blevet sagt, og de overbeviste også mig, igen. De spiller som et rockband, de opfører sig som et rockband, og denne lørdag aften var de et pisse godt rockband. Det var en værdig afslutning for undertegnedes Northern Winter Beat 2020, der viste sig som en festival, der i højere grad end før har formået at præstere et individuelt sammenhængende udtryk.

For første gang kunne festivalen i sin ottende inkarnation meddele udsolgt, og dette må tages som en stor cadeau til den nye retning, hvor Northern Winter Beat forsøger at gå balancegang mellem det bredt indbydende og det smallere, mere udfordrende. Det er ikke alt, der har været lige vellykket, men ambitionsniveauet er højt og tillader også rum for at tage chancer, og det er heri, man finder både skuffelserne såvel som de store oplevelser. Niveauet var generelt enormt højt, kunstnerisk, afviklingsmæssigt og tematisk, og jeg tror bestemt, det kan blive endnu bedre, nu hvor profilen på Northern Winter Beat for alvor har fundet retning.

Info: Nothern Winter Beat er arrangeret af 1000Fryd, Huset and Studenterhuset. Næste års festivaldatoer er 28.-30. januar 2021.

Viewing all 21 articles
Browse latest View live




Latest Images